23948sdkhjf

Rema 1000 vil ind i nordjysk by: Bevaringsværdige bygninger står i vejen

Det er langt fra første gang, at bevaringsværdige bygninger må lade livet for at gøre plads til en Rema 1000. Nu skal nordjyske lokalpolitikere forholde sig til endnu en ansøgning

Der udspiller sig lige nu en sag i en nordjysk stationsby, der kommer til at trykprøve betydningen af aftaler om historiske bygninger.

I 2018 blev to historiske bygninger centralt i Dronninglund skrevet ind i en bevarende lokalplan udarbejdet i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, der havde fokus på Dronninglund i forbindelse med, at kommunen blev kulturarvskommune.

Hovedtemaet i samarbejdet var at genforme Slotsgade - byens hovedgade, hvor "det bedste fra fortiden skal tages med ind i fremtiden".

Og arbejdet har sat sig varige spor i planen for midtbyen, lød det efterfølgende fra Karsten Frederiksen, daværende formand for teknik og miljøudvalget i Brønderslev Kommune.

Borgmester Mikael Klitgaard og Michael Lauenborg, dengang enhedschef i Slots og Kulturstyrelsen, trykkede hånd - nu skal man teste, om politikerne i kommunen husker, hvad de gav hånd på.

I starten af i år tikkede en ansøgning fra dagligvarekæden Rema 1000 ind.

De ønskede en forhåndsopbakning til, at de gik videre med planerne for en Rema 1000 på Slotsgade 19 og 21, hvor de historiske bygninger i dag ligger.

Det fik de, og nu skal Plan og Byg i Brønderslev Kommune forholde sig til en ansøgning om en ny lokalplan, der åbner op for nedrivning af Slotsgade 19 og 21 til fordel for en butik og tilhørende p-pladser.

Selve ansøgningsmaterialet er ikke sagsbehandlet endnu, så forvaltningen har endnu ikke en faglig indstilling til det, siger Peter Toftemark, afdelingsleder i Plan og Byg, der ikke kan sætte dato på, hvornår den kommer.

I den nuværende lokalplan har de historiske bygninger en markant plads. Hvad betyder det for planen for midtbyen, hvis bygningerne rives ned?

- Vi lægger alle fordele og ulemper frem, når vi kommer med den faglige indstilling, der giver vores politikere et godt beslutningsgrundlag, og her kommer de betragtninger også til at indgå, siger han.

I Slots- og Kulturstyrelsen ønsker man ikke at kommentere på en potentiel nedrivning med henvisning til, at de omtalte bygninger ikke er fredede, men kun bevaringsværdige, og derfor falder under kommunens område.

"Det gør mig ked af det, men ..."

Spørger man Peter Stecher (C), viceborgmester og formand for Teknik- & Miljøudvalget i Brønderslev Kommune, er det en svær beslutning, der venter forude.

Der har tidligere været foreslået en anden placering til Rema 1000, men den lå uden for centerafgrænsningen, og derfor sagde politikerne nej, da de ønsker at samle butikkerne i byen indenfor en vis afstand.

Nu er butikskæden kommet med et nyt bud indenfor grænsen, og det er noget, byen skal tage alvorligt, påpeger Peter Stecher.

- Nogle bygninger giver det meget mening at bevare og passe på, men der er også nogle dilemmaer og fordele og ulemper i det, som vi som politikere hver især må veje op imod hinanden. Der er også et aspekt, der hedder udviklingen af Dronninglund, så det bliver en spændende debat, når vi kommer dertil.

Står det til Chresten Bager (S), byrådsmedlem i Brønderslev Kommune og bosiddende i Dronninglund, så ser han helst, at Rema 1000 finder et andet sted.

- Slotsgade 19 og 21 er flotte og karakteristiske bygninger, der danner et kønt modstykke til Falck-stationen og sparekassen tæt på, der har til huse i store kasse. Får vi nu endnu en stor kasse lige over for en præstegård - det bliver altså ikke særlig kønt, siger Chresten Bager, der på trods af det syn på bygningerne er splittet:

-Men hvad skal vi så gøre ved bygningerne, som de står i dag? Det klæder ikke byen at have tomme huse, der står og forfalder, det er træls syn, så det er en svær beslutning.

- Jeg hælder meget imod bevaring, men så skal der findes nogle ejere til bygningerne, jeg synes ikke, at kommunen skal overtage dem. Sker det ikke, må vi gå den grimme vej og få dem fjernet, selvom det gør mig ked af det, siger Chresten Bager.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094